fredag den 15. august 2008

15. August - Rejsedag

Så kom dagen hvor vi skulle forlade Miami Beach. Det har været super skønt, omend med meget blandet vejr. Sol om morgenen, regn om eftermiddagen, sol eller regn om aftenen. Det var svært at vælge en passende påklædning da man skulle være forberedt på lidt af hvert.

Vi checkede tidligt ud og var igen på farten. Denne gang gik turen til Key West. Et lille trip på ca 150 miles, køretid 4 timer med nødvendige stop undervejs. Uden mad og drikke dur' helten ikke.

Vi ankom til det luxuriøse The Inn at Key West. Fantastisk solskinsvejr, så vi måtte trække i badetøjet hurtigt for at køle af, i det de kalder Key West's største pool.



Da vandet i poolen efterhånden var varmet godt op og det ikke længere var muligt at blive afkølet, valgte vi derfor at køre en tur rundt i byen for at snuse til det halv cubansk/amerikanske liv i gaderne. Dette førte os en tur forbi Ernest Hemmingways hus, og andre spektakulære bygninger.




De lever rigtig livet hernede på key west, en afslappet stemning fornemmes hurtigt i gaderne, og duften af blomster og håndrullede cigarer gør kun oplevelsen større.

Solnedgang begyndte så småt, og dette er et must-see hvis man er på disse kanter. Derfor tog vi en taxa til Mallory Square Dock, hvor gøglere, musikanter og artister underholder hver eneste aften. Solnedgangen fejres hver dag på dette sted, hvor hundreder, måske tusinder af mennesker var samlet.



Vi sluttede aftenen af med en lækker middag på Le Meson de Pepe, en cubansk restaurant med et lækkert udvalg af steaks og andre lækre sager. Proppet til bristepunktet (portionerne er virkelig store herovre) trillede vi nærmest hen til Sloppy Joes, baren hvor Ernest Hemmingway foretrak en kold fra kassen. Vi havde dog hverken overskud eller lyst, så vi kiggede blot forbi en kort stund og fortrak derefter til hotellet.



Imorgen går turen til Key Largo, sidste overnatning inden vi flyver til San Francisco søndag.

Hej så længe.

Martin & Kate

Ingen kommentarer: